Miljørådgivning

Hvis du har planer om at etablere, udvide eller ændre et husdyrbrug, vil det normalt forudsætte, at der forinden skal indhentes enten miljøtilladelse, miljøgodkendelse eller ske anmeldelse efter reglerne i Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen eller Husdyrgødningsbekendtgørelsen, (som ses på link nederst på siden)

Hos Bjerregaard-ApS får du rådgivning om den mest optimale løsning omkring valg af miljøteknologi til reduktion af miljøpåvirkningerne på omgivelserne omkring dit husdyrbrug. Siden år 2000 har Jens Egon sikret mange husdyrbrug de bedst mulige vilkår i deres miljøgodkendelse. Ring til Jens Egon på mobiltelefon 93 84 05 90, eller skriv kort om dine planer på: mail@bjerregaard-aps.dk hvis du har behov for en miljørådgiver med mange års erfaring til at vurdere mulighederne på din bedrift. Husk miljøscreening før ejendomshandel!!

Uddrag af reglerne i Husdyrbrugsloven kan ses herunder:

Kapitel 2. Krav til placering af anlæg m.v.

§ 6. Etablering af husdyranlæg og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg på husdyrbrug og udvidelse og ændring heraf, der medfører forøget forurening, er ikke tilladt

1) i et eksisterende eller ifølge kommuneplanens rammedel fremtidigt byzone- eller sommerhusområde,

2) i et område i landzone, der i lokalplan er udlagt til boligformål, blandet bolig- og erhvervsformål eller til offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner, rekreative formål og lign.,

3) i en afstand mindre end 50 m fra de i nr. 1 og 2 nævnte områder eller

4) i en afstand mindre end 50 m fra en nabobeboelse.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan for nærmere specificerede dyrearter fastsætte andre afstandskrav end de i stk. 1, nr. 3 og 4, fastsatte og flere typer af afstandskrav, inden for hvilke etablering, udvidelse eller ændring ikke kan finde sted.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at kravene i stk. 1 ikke finder anvendelse for nærmere bestemte anlæg, der alene har en begrænset betydning i forhold til omgivelserne.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at kravene i stk. 1 finder anvendelse for folde, oplag af husdyrgødning, ensilage og lign. og for anlæg, der ikke er omfattet af stk. 1. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om andre og flere typer af afstandskrav for folde til svin end dem, der er fastsat i stk. 1, nr. 3 og 4.

§ 7. Etablering, udvidelse og ændring af husdyranlæg eller gødningsopbevaringsanlæg på husdyrbrug er ikke tilladt, hvis anlægget ligger i en afstand på mindre end 10 m til eller helt eller delvis inden for

1) nærmere bestemte ammoniakfølsomme naturtyper, jf. stk. 2, beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder eller

2) nærmere bestemte ammoniakfølsomme naturtyper, jf. stk. 2, beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om, hvilke naturtyper der er omfattet af stk. 1, nr. 1 og 2.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen giver efter anmodning fra offentlige myndigheder og berørte ejere eller brugere oplysning om placeringen og udstrækningen af de områder, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at kravene i stk. 1 finder anvendelse for oplag af husdyrgødning og lign. og for husdyranlæg og gødningsopbevaringsanlæg, der ikke er omfattet af stk. 1. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte andre og flere typer af afstandskrav end det, der er fastsat i stk. 1.

§ 8. Etablering af husdyranlæg og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg på husdyrbrug og udvidelse eller ændring heraf, der medfører forøget forurening, er ikke tilladt inden for følgende afstande:

1) 25 m til vandforsyningsanlæg, der ikke er til almen vandforsyning.

2) 50 m til vandforsyningsanlæg til almen vandforsyning.

3) 15 m til vandløb (herunder dræn) og søer større end 100 m², jf. dog stk. 2.

4) 15 m til offentlig vej og privat fællesvej.

5) 25 m til levnedsmiddelvirksomhed.

6) 15 m til beboelse på samme ejendom.

7) 30 m til naboskel.

Stk. 2. Ved etablering af gødningsopbevaringsanlæg til flydende husdyrgødning på husdyrbrug skal der desuden være mindst 100 m til åbne vandløb og til søer med et areal, der er større end 100 m².

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan for nærmere specificerede dyrearter fastsætte andre afstandskrav, inden for hvilke etablering, udvidelse eller ændring ikke kan finde sted.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at afstandskravene i stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse for nærmere bestemte anlæg, der alene har en begrænset betydning i forhold til omgivelserne.

Stk. 5. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at afstandskravene i stk. 1 og 2 finder anvendelse for anlæg, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2, og at afstandskravene i stk. 1 finder anvendelse for oplag af husdyrgødning, ensilage og lign.

Skærpelser og dispensationer

§ 9. Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation fra kravene i § 6, stk. 1, til husdyranlæg og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg til brug for rideskoler og hestepensioner samt hestehold til vognkørsel som led i museumsaktiviteter m.v. Kommunalbestyrelsen kan ved meddelelse af dispensation stille vilkår om placering, indretning og drift af anlæggene.

Stk. 2. Hvor overholdelse af de i § 8 nævnte afstandskrav ikke vil sikre tilstrækkeligt mod væsentlige gener eller forurening, kan kommunalbestyrelsen påbyde, at anlægget placeres mere hensigtsmæssigt, og fastsætte vilkår for indretning og drift. Kommunalbestyrelsen fastsætter vilkår om placering, indretning og drift i forbindelse med godkendelser og tilladelser efter §§ 16 a og 16 b.

Stk. 3. Hvor overholdelse af de i § 8 nævnte afstandskrav ikke er mulig for husdyrbrug, kan kommunalbestyrelsen dispensere herfra og fastsætte vilkår til indretning og drift. Kommunalbestyrelsen fastsætter vilkår om indretning og drift i forbindelse med godkendelser og tilladelser efter §§ 16 a og 16 b. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte vilkår, som sikrer, at der ikke opstår forurening eller væsentlige gener.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde kan dispenseres fra kravene i § 7.

Krav til indretning og drift af anlæg, anmeldelse m.v.

§ 9 a. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om indretning og drift af husdyranlæg og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg, herunder om den egenkontrol, som den, der er ansvarlig for anlægget, skal foretage for egen regning, samt andre forhold forbundet med husdyrhold.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan endvidere fastsætte regler om anmeldeordninger, herunder om pligt til at anmelde etablering, udvidelse eller ændring af anlæg til kommunalbestyrelsen.

Husdyrbrugloven kan ses på dette link: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=202405#idcaa7e31f-960e-4bd9-941c-3c8b53f2a2ce

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen kan ses på dette link: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=211472

Husdyrgødningsbekendtgørelsen kan ses på dette link: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=206520#id4751e750-d3ae-462c-981e-33b95dad14cc